|
|
|
Før, vi siger mere: Alle er opfordrede til at melde sig ind i FAIR, og vi hører fortsat gerne fra virksomheder, der ønsker samarbejde om socialt ansvarlig genbrug og videreformidling af it-udstyr.
Vi har valgt at opsige lejekontrakten til vores værksted, som vi har haft i over 10 år. Værkstedet var ellers bygget forfra for 5 år siden og blevet til et lille mesterværk bygget af frivillige efter mange års erfaring med at arbejde med genbrug af it-udstyr. Det er et tilbageslag for vores forening, foreningens arbejde og formål. Værkstedet har været et fundament i FAIR, men grundet bla. lav tilslutning af virksomhedssamarbejder, en 32% stigning i husleje og pandemisk nedgang i aktiviteter, er det ikke længere økonomisk muligt at fortsætte med nuværende model. Vi kommer i stedet til at låne midlertidige lokaler til vores arbejde og opbevaring, mens vi leder efter en bedre løsning.
I dette indlæg giver vi et indblik i vores udfordringer og deler nogle ideer for fremtiden for foreningen og hvordan vi vender udviklingen.
I et efterfølgende blog-indlæg vil vi dele vores analyse af de forringede vilkår for små civilsamfund som vores. Vi ved, at vi ikke er de eneste civilsamfund, som er trængte af udviklingen.
Vi fortsætter med de samme visioner: Partnerskaber med andre civilsamfund og universiteter Malawi, samt mobilisering af ressourcer i Danmark; men vi vil selvfølgelig gerne have et rigtigt værksted igen. Vi er derfor på udkig efter en omkostningslet mellemløsning, hvor udstyr klargøres og opbevares på midlertidige lokationer.
FAIR er baseret i København og har siden sin start forsøgt at mobilisere opbakning fra virksomheder til sit arbejde. I løbet af 10 år er det ikke lykkedes at gøre modellen økonomisk bæredygtig ud fra virksomhedernes bidrag, og vi har derfor i perioden været hjulpet på vej af mindre engangsbevillinger fra flere fonde. I hele perioden har vi fungeret gennem frivillige indsatser -- alt fra den daglige drift, kommunikationsarbejdet og til projektarbejde, softwareudvikling mv. Den frivillige indsats kan ikke undervurderes, og værdien af genbrugt udstyr (over 3000 computere og dertil skærme, tastaturer, mus, projektorer og netværksudstyr) udgør tilsammen mange millioner kroner.
Hvis man skal forestille sig et samlet billede for dette, kunne det være følgende: Værdien af frivilligt arbejde og genbrugt udstyr udgør >90% af den samlede værdi. Det er de sidste 10%, som skal give os råd til husleje, som vi ikke kan finde.
Benjamin Balder Bach, frivillig software-udvikler og tidl. forperson i FAIR siger i en kommentar til dette: »Der er masser af midler hos virksomhederne og på bundlinjen bliver vores samfund bare rigere og rigere; og da FAIR er noget nær den mest omkostningseffektive måde at adressere global ulighed på«
Forklaringerne på, at vi ikke har råd til et permanent værksted, indeholder flere aspekter: Virksomheders vilje til at tage socialt ansvar er mindre, end hvad vi håber; Danske fonde har i stigende grad vendt ryggen til internationalt udviklingsarbejde; Offentlige midler dækker generelt ikke driftsomkostninger; Kommunale tilskud dækker udelukkende folkeoplysende aktiviteter. Vi oplever også en stor rift om midlerne, og CISU (Civilsamfund i Udvikling) har også tilkendegivet, at de modtager flere bevillingsværdige henvendelser, end hvad der er penge til.
Situationen med svigtende bæredygtighed har været alle i FAIR velkendt. Vi har gennem de sidste år haft mange gode ideer og tiltag, men ikke nok til at løfte vores driftsomkostninger -- der er derfor ikke nogen overraskelse, at vi ikke overlever pandemiens nedgang. Regeringens kompensationer for faste omkostninger dækkede ikke vores faste omkostninger, om end de har en 10-årig evidens. Københavns Kommune giver ikke tilskud, da de ikke anser foreningen som folkeoplysende, og et af de mest almindeligt forekommende afslag fra danske fonde er, at de ikke (længere) støtter humanitære eller internationale indsatser.
Siden forsendelsen af en syvende skibscontainer i november, har vores fokus været på at finde nye samarbejder til at løfte omkostningerne, men dette har ikke været muligt, trods mange ihærdige forsøg. Med udviklingen af vores ejendom in mente, er vi derfor også nået frem til en konklusion om, at vi uanset indtægten, ikke længere bør fortsætte i ejendommen med vores almennyttige hensigter. Det er under disse forhold ikke forsvarligt at videregive formålsdrevne midler til private bygningsejere.
FAIR tror fortsat på, at virksomhederne har råd til at løfte den indsats, der skal til for at videreformidle overskydende it-udstyr til dem, der har allermest brug for det. Dette giver mening på mange måder:
Den mest oplagte model til at føre foreningen videre under de nuværende omstændigheder, er at konvertere vores formål til folkeoplysende og fokusere på danske behov. Det er dog ikke noget, vi har haft lyst til at bytte ud med vores nuværende fokus og frivillige ressourcer. Vi ville foretrække, at offentlige og private midler kunne findes til at gøre økonomien i FAIR stabil og langsigtet på de nuværende præmisser.
Vi mener, at socialt ansvarligt genbrug af it-udstyr bør løftes af de samme virksomheder, som indkøber udstyret. Der er masser af incitamenter til at gøre dette, men der er brug for en samfunds-omgribende investering i at skabe denne omstilling.
Offentlige og private midler kan lægge fundamentet for en frisk start på dette arbejde; og vi håber, at der kommer til at foregå en indsats i en nær fremtid til at mobilisere støtten, så vi igen kan have et hjem og et værksted.
Vores erfaring i forhold til at drive et værksted med frivillig arbejdskraft er, at der ikke skal lægges mange procenter til it-udstyrs indkøbspriser for at sikre et mangedoblet liv i udviklingsprojekter. Med en lav realisering af potentialet, har frivillige i FAIR alligevel sørget for over 3000 computeres videre liv på 10 år -- og vores faciliteters beskaffenhed kunne have gjort både det dobbelte, tre- og firedobbelte muligt. Vores beregninger peger i retning af, at den dyre husleje taget i betragtning, skærme, keyboards, mus, netværkskabler, projektorer osv. muliggør, at under mere ideelle forhold, så har vi omkostninger for 100 kr. pr. computer på et it-center. Det er ikke meget, når man tænker på, at nye computere og laptops plejer at koster 5.000-10.000 kr. Det hele taget i betragtning, skal virksomheder blot løfte 0,5-2% ekstra i forhold til deres indkøb af it-udstyr for at mere end fordoble dets levetid og dermed også mangedoble dets humanitære værdi.
»Hvis en virksomhed bruger 5000 kr. på en bærbar, bør den også kunne bruge 5100-5200 kr. på at den samme bærbare har dobbelt så lang levetid. Jeg mener derfor også godt, at man kan tale om en pligt i forhold til at planlægge og sikre it-udstyrs fremtid og maksimering af nytteværdien - det er ikke en særlig god undskyldning, at det er for dyrt at tage socialt ansvar, når så lidt kan gøre så stor en forskel,« udtaler Benjamin Balder Bach, frivillig software-udvikler og bestyrelsesmedlem i FAIR.
Som sagt: FAIR fortsætter, og vi kan også fortsat modtage it-udstyr fra virksomheder.
Både nuværende og fremtidigt it-udstyr kræver dog opbevaring og arbejdsplads, derfor fortsætter vi nu på mere midlertidige præmisser. Opsigelsen af vores værksted kan give nye kortsigtede muligheder, dvs. inden for det næste års tid: Vi kan nu fokusere udelukkende på vores arbejde uden at have en tung husleje. Men der er også en forståelse blandt nuværende frivillige om, at vi ikke kan fortsætte længe under sådanne vilkår.
Vi har derfor to aktuelle problemer, som vi gerne involverer andre i:
Vi hører meget gerne fra jer derude: info@fairdanmark.dk
Og til andre foreninger, som står i lignende situationer: Skriv gerne til os! Vi vil meget gerne være med til et fælles opråb.
Dette indlæg fortsættes af et blogindlæg med et bud på længere analyse og problemformulering.
Hjælp os med at finde nyt værksted
